Avis: Syrisk fredskonference i Genève 12. december

Skrevet af admin

14/11/2013

Dagens topnyheder

En længe ventet fredskonference om den blodige konflikt i Syrien vil blive holdt den 12. december i Genève, skriver den syriske avis al-Watan med henvisning til diplomatiske kilder i Paris.

Rapporten om, at der er sat en dato for en fredskonference, kommer samtidig med, at den syriske regering oplyser, at den vil sende en delegation til Moskva for at forberede fredsforhandlinger.

En kilde tæt på regeringen i Damaskus siger, at præsident Bashar al-Assads præsidentrådgiver, Buthaina Shaaban, vil rejse til Moskva sammen med viceudenrigsminister Faisal Muqdad og en højtstående embedsmand.

- Delegationen vil møde russiske topembedsmænd og forberede de sidste detaljer op til en fredskonference i Genève, siger kilden.

En rådgiver tæt på topledelse i Den Nationale Koaltion, der leder oprøret mod præsident Assad, afviser rapporten om, at der er fastsat en date for fredskonferencen.

Syriens opposition vil gerne deltage i en international fredskonference i den schweiziske by, så den over to år lange borgerkrig kan få en ende.

Men Syriens Nationale Koalition opstiller dog en række betingelser, der skal være opfyldt, før at fredsforhandlingerne kan blive en realitet.

Det fremgik af en erklæring fra koalitionen efter et møde i Istanbul tidligere i denne uge.

Præsidenten for Syriens Nationale Koalition, Ahmad Jarba, har tidligere sagt, at oppositionen ikke vil forhandle, med mindre der foreligger en deadline for Assads tid som præsident.

Formålet med konferencen er at bringe de stridende parter til forhandlingsbordet, så man kan sætte punktum for borgerkrigen, der har kostet flere end 100.000 mennesker livet og sendt millioner af syrere på flugt.

/ritzau/AFP