Avis: Tomasson bliver Hareides assistent

Skrevet af admin

29/02/2016

Dagens topnyheder

Jon Dahl Tomasson bliver assistenttræner på det danske fodboldlandshold. Det skriver Ekstra Bladet mandag.

Avisen mener at vide, at Jon Dahl Tomasson bliver præsenteret som Åge Hareides assistent i løbet af denne uge.

Åge Hareide tiltræder officielt som dansk landstræner tirsdag. Samtidig har nordmanden i længere tid forberedt sig på jobbet og set nøje på, hvem han vil have med sig i sin stab.

Jon Dahl Tomasson skal være manden, som Åge Hareide har håndplukket som sin assistent. Den tidligere måltyv scorede 52 mål i sine 112 landskampe for Danmark. Han stoppede på landsholdet efter VM i 2010.

Tidligere i karrieren har Jon Dahl Tomasson været træner i de hollandske klubber Excelsior og Roda. Den seneste tid har han været assistent i Vitesse.

I løbet af sin glorværdige spillerkarriere var Jon Dahl Tomasson ansat i storklubber som Newcastle, Feyenoord, AC Milan, Stuttgart og Villarreal.

/ritzau/