Avis: Venstre gav diæter til ansatte uden om Skat

Skrevet af admin

06/01/2014

Dagens topnyheder

Venstre har i en årrække givet medarbejdere særlige kontante diæter i forbindelse med partiets landsmøder - og det vel at mærke uden at give skattevæsnet uden at besked om det. Det skriver Ekstra Bladet mandag.

En anonym, tidligere medarbejder fortæller til avisen, at diæterne blev udleveret i kuverter.

Officielt var der tale om diæter efter statens takster, men da medarbejderne allerede fik deres hotelophold og forplejning betalt på landsmøderne, var der ifølge skatteeksperter tale om penge, der skulle beskattes.

- Når Venstre er arbejdsgiver, så er der ingen tvivl om, at diæterne burde have været lagt oven i de ansattes løn den pågældende måned, siger advokat Torben Bagge fra advokatfirmaet Tommy V. Christiansen.

- Man giver nogle penge kontant, som burde have været beskattet som løn, siger han.

Ifølge Ekstra Bladet skulle praksissen med de kontante kuvert-udbetalinger have fundet sted i perioden 2006 til 2011.

Venstres partisekretær, Claus Richter, erkender overfor Ekstra Bladet, at man tidligere har udbetalt diæter til ansatte.

Men han understreger, at loven er overholdt i forbindelse med udbetalingerne.

- Tidligere har man udbetalt diæter til folk. Det er jo meget normalt, siger han til Ekstra Bladet.

- Det gør man også til ansatte i en virksomhed, og så bruger de dem til at købe mad og drikke for, lyder forklaringen.

- Vi overholder loven, og vi bestemmer selv, hvordan vi aflønner vores medarbejdere, siger Claus Richter, der understreger, at kuvert-diæterne ikke har eksisteret, siden han blev ansat i begyndelsen af 2012.

/ritzau/