Avisbud opdagede brand i Korsør - mand omkommet

En mand er død i en brand i Korsør, oplyser politiet.

Det var et avisbud, der tidligt onsdag morgen opdagede, at noget var galt i Geddesøparken.

Ved et rækkehus havde han opdaget, at der var røg.

Avisbuddet fik vækket naboerne, og derefter blev brandvæsnet alarmeret.

Da brandfolkene trængte ind i rækkehuset, fandt de den døde beboer.

Tilsyneladende er ilden opstået i forbindelse med madlavning, oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi onsdag formiddag.

Fra komfuret blev der tændt ild i noget stof, og i den forbindelse omkom den 47-årige mand.

Hans pårørende er blevet underrettet om ulykken, lyder det fra politiet.

/ritzau/

Dagens Gossip