Avisbud overraskede tyve i Brugsen i Rønde

Skrevet af Ann Katrine Warren

25/01/2013

Dagens topnyheder

Tidligt torsdag morgen fik både et avisbud og to indbrudstyve sig en overraskelse i Dagli' Brugsen i Rønde.

Avisbuddet skulle klokken 6 aflevere aviser i butikken på Thorsgade, men i butikken mødte buddet to mænd i fuld gang med at tømme butikken.

De tyve stak af, da avisbuddet dukkede op, men inden havde de nået af få fingrene i mellem 140 og 150 kartoner cigaretter, skrabelodder og sprutflasker. Mændene flygtede i en stjålet sølvgrå VW Golf, som senere blev fundet i en plantage nær Nimtofte.

Østjyllands Politi oplyser, at den ene gerningsmand beskrives som cirka 180 centimeter høj og spinkel af bygning. Han var iført mørkt joggingtøj, og hans ansigt var maskeret med et rødligt tørklæde.

Den anden tyv beskrives som cirka 180 centimeter høj og spinkel af bygning. Han var iført lys hue med tre striber muligvis Adidas, mørkt joggingtøj og hans ansigt var maskeret med et tørklæde.