Avischef: Pressenævnets kendelse er ude af proportioner

Skrevet af admin

12/12/2013

Mest læste i dag

Bestyrelsesformanden for Danmarks største bladkoncern, JP/Politikens Hus, Jørgen Ejbøl, retter i Berlingske en hård kritik af Pressenævnets kendelser i Eddy Lopéz-sagen, og han giver sin fulde støtte til Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen.

- Pressenævnet skal ikke begynde at redigere aviser. Det kan man roligt sige, at de gør i denne sag. Jeg synes, at afgørelsen er helt ude af proportioner, og det er meget kritisabelt, at Pressenævnet vil ind og redigere Ekstra Bladet, siger Jørgen Ejbøl i et interview med Berlingske.

Ekstra Bladet fik onsdag historisk hård kritik af Pressenævnet for sin 10 måneder lange kampagne "Skal Eddy og Søren rådne op i Somalia" om de seks sømandsgidsler, der sad tilfangetaget i to år, tre måneder og 18 dage, før de blev løsgivet den 30. april i år.

Ved hjemkomsten klagede kaptajn Eddy Lopéz over bladets behandling af ham, mens hans sad i fangenskab og kun kunne tale under tvang. Pressenævnet pålagde blandt andet Ekstra Bladet at rydde forsiden med en historisk beklagelse.

- Der er en person, der er krænket, nuvel, men sanktionen er helt ude af proportioner. Hvis han føler sig krænket, så føler han sig krænket, siger Jørgen Ejbøl til Berlingske.

Jørgen Ejbøl mener, at Ekstra Bladets kampagne har gavnet gidslernes sag, og kalder den for "nødvendig", selvom politikere og rederiet Shipcraft har anklaget Ekstra Bladet for både at forlænge og fordyre gidslernes ophold i Somalia.

- Der kom gang i tingene på grund af kampagnen, og Ekstra Bladet kan tage en del af æren for, at gidslerne kom hjem. Ekstra Bladet har gjort en god figur i denne her sag, siger han til Berlingske.

Ejbøl mener, at Pressenævnets afgørelse har direkte sammenhæng med flere politikeres krav om hårdere sanktioner overfor pressen. Det er i det lys, den hårde kritik af Ekstra Bladet skal ses.

Ud over rollen som bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus sidder Jørgen Ejbøl blandt andet også i det såkaldte "Advisory Board" i sikkerhedsfirmaet Guardian.

Ifølge Berlingskes oplysninger var Guardian involveret i den sidste fase af gidseltagningen i Somalia, da gidslerne blev frigivet og skulle "udsluses" til et normalt liv igen.

/ritzau/