Aviser: Elizabeth II vil løfte sløret for EU-afstemning

Skrevet af admin

27/05/2015

Mest læste i dag

Under pomp og pragt i Westminster åbnede dronning Elizabeth onsdag parlamentet i London med meldingen om en britisk EU-folkeafstemning - som lovet af regeringen.

- Der vil blive præsenteret en lov for en ja eller nej-folkeafstemning til britisk medlemskab af EU inden udgangen af 2017, siger dronningen under sin tale i Overhuset.

- Min regering vil genforhandle Storbritanniens samarbejde med EU og søge reformer af unionen til glæde for alle medlemslande.

Dronning Elizabeth holdt sin traditionsbundne tale i Overhuset onsdag sidst på formiddagen. Talen, som er en præsentation af regeringens politiske program, er skrevet af regeringen.

Det Konservative Parti med premierminister David Cameron i spidsen vandt tidligere i maj absolut flertal i parlamentet.

Cameron, som dermed har opnået større politisk opbakning, har endnu ikke sagt, præcist hvornår folkeafstemningen skal afholdes.

Han har heller ikke afsløret, hvilke reformer han ønsker ved en britisk genforhandling af forholdet til EU.

Premierministeren har især klaget over tilrejsende EU-borgeres adgang til britiske velfærdsydelser.

Cameron har allerede erkendt, at det ikke bliver nemt at reformere EU eller i hvert fald den britiske version af samarbejdet.

Det politiske program, som dronningen præsenterede onsdag, omfatter også et forslag til en strengere kurs over for illegal indvandring og et forslag, der skal forhindre større britiske skattestigninger inden 2020.

Derimod nævnte Elizabeth ikke - som britiske medier ellers havde spået - en plan om at udskyde et lovforslag, der vil svække Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols indflydelse i Storbritannien.

/ritzau/Reuters