Aviser: Rokade bliver ikke regeringens redning

»Rokaden giver ikke nødvendigvis bonus hos vælgerne. Sass Larsen er nok en dygtig politiker, men han er ingen folkehelt. Hvis SF får held med at føre mere socialistisk politik på henholdsvis social- og udlændingeområdet, vil det med sikkerhed betyde yderligere konflikt med henholdsvis De Radikale og Socialdemokraterne,« skriver Kristeligt Dagblads lederskribent, der mener, at rokaden først og fremmest er »til indvortes brug« og skal bruges til at »justere på magtbalancen i S og SF.«

Berlingske kalder rokaden »en lille øvelse.«

»Dermed er den ikke velegnet til at skabe ny fremdrift for en regering, som i sine første to år nok har gennemført reformer – men samtidig har været plaget af interne stridigheder især i SF og S og en så markant tillidskrise i forhold til vælgerne, at modet på at fortsætte en ansvarlig politik frem mod næste valg kan frygtes at være svindende.«

SF-lederen Annette Vilhelmsens (SF) overtagelse af Social- og Integrationsministeriet er desuden bekymrende, lyder det.

»Det er faktisk ganske ildevarslende, at det i stedet for den stærke og markante Karen Hækkerup (S) nu er en svag SF-formand, der blandt andet skal bruge integrationspolitikken som redskab til at tilfredsstille et folkesocialistisk bagland, som efter udraderingen af den gamle Villy Søvndal-fløj nok skal vide at kræve yderligere lempelser i udlændinge- og integrationspolitikken,« skriver avisens lederskribent.

Politiken mener, at rokaderne og udnævnelserne »giver mening«, men at de ikke varsler nogen ny kurs.

»Der er megen intern partipolitik i rokaden, og det er sikkert klogt af SFs nye ledelse, at den har beholdt Villy Søvndal som udenrigsminister og pant for det regeringssamarbejde, han har sat hele sin politiske kapital ind på. Det sidste, Vilhelmsen har brug for, er en Villy, der i fri dressur kan spille guitar for det forvirrede bagland hos SF,« står der i avisens leder.

»Den politiske offensiv venter vi stadig på. Og det bliver den, ikke rokaden, der kommer til at afgøre, om regeringen kan sætte efterårets politiske dagsorden,« hedder det videre.

Under overskriften »Det var så det«, skriver Jyllands-Postens lederskribent, at rokaden ikke vil kunne skjule »den altoverskyggende forklaring på nedturen« for regeringen i meningsmålingerne:

»Striben af fuldstændigt skruppelløse løftebrud; ikke på mindre udvalgte områder, men på samtlige vigtigste politiske områder. Her spiller det ingen rolle, om den ene eller den anden er minister, forfremmes eller fyres. Her kommer S og SF til at stå til regnskab for, at de har gennemført den stik modsatte politik af, hvad de lovede op til forrige valg - så sagligt rigtig den end måtte være.«

Avisen mener således, at Thorning med rokaden har »spillet et af de kort, som en presset statsminister altid har til rådighed.«

»Thorning har meget at indhente - og sagt lige ud: Rokaden gør hverken fra eller til.«

Dagens Gossip