Avislederne revser regeringen: Thorning og kaos

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Regeringen er på hælene, efter at Morten Bødskov (S) som den anden minister inden for få uger har måttet forlade regeringen. Det skriver en række avisledere dagen derpå, at Bødskov trak sig som justitsminister.

Længst går BT, der på avisens forside skriver "Thorning og kaos".

- Når en opposition vælter en minister, er det med til at tegne et billede af en regering, der ikke fungerer. På mindre end en måned har regeringschefen Helle Thorning-Schmidt mistet to ministre, der begge vildledte Folketinget, skriver BT.

Ifølge Ekstra Bladet er der generelt tale om en historisk udskiftning i Helle Thorning-Schmidts (S) regering.

- Af Thornings oprindelige hold på 23 er de syv ministre nu helt ude af regeringen. Det er blandt de mest omfattende ændringer i en regering i nyere tid, skriver Hans Engell i Ekstra Bladet.

Information mener, at Danmark fortjener en ny justitsminister, men der bør samtidig ske noget med regeringens politik for at genoprette tilliden til danskerne.

- Hvordan regeringen har tænkt sig, at befolkningen skal genetablere den tillid, har vi endnu til gode at se. Og her rækker det ikke med udskiftning af en minister. Her er det selve politikken, der skal saneres, skriver Information.

Morten Bødskov blev fældet af, at han havde givet urigtige oplysninger til Folketingets Retsudvalg forud for et aflyst besøg på Christiania i februar 2012. Samtlige aviser mener, at Bødskovs afgang som justitsminister var berettiget.

- Morten Bødskovs afgang er fortjent. Han har gennem sin ministertid gang på gang vist, at han som talende jakkesæt konstant var embedsværket og ikke folkestyrets mand, og da han blev afsløret i at lyve, forsøgte han til det sidste at gemme sig bag, at det også var Anne Baastrups løgn, skriver Jyllands-Posten med henvisning til SF-politikeren.

Politiken stemmer i:

- Ministeren afgang var uundgåelig, fordi han både havde medvirket aktivt til at fabrikere en bortforklaring på aflysningen, og fordi hans håndtering af afsløringerne gennem de seneste uger har været præget af usikkerhed, usandheder og bortforklaringer.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt var tirsdag til mindehøjtidelighed i Sydafrika for at hylde Nelson Mandela, der døde for nylig.

Thorning er tilbage i Danmark igen ved middagstid, og ifølge Ritzaus oplysninger udpeger hun en ny justitsminister torsdag.

/ritzau/