Axelsen før stormøde: Lin Dan vil køre mig træt

Skrevet af admin

16/10/2015

Mest læste i dag

Det er intet mindre end to OL-guldmedaljer og fem VM-titler, som venter danskeren Viktor Axelsen på den anden side af nettet i semifinalen ved Denmark Open i badminton.

Kineseren Lin Dan er en af de absolut bedste spillere i historien, og selvom han ikke længere er urørlig på badmintontronen, så kommer Axelsen til at arbejde uhyggeligt hårdt i forsøget på at sende den levende legende ud.

- Jeg skal arbejde stenhårdt, for det bliver en hård kamp. Han vil hele tiden spille lange dueller og forsøge at give mig lange løbeture, så jeg skal have gode ben, lyder det fra den 21-årige dansker.

I anden runde torsdag udspillede Axelsen i to sæt verdens nummer ni, sydkoreaneren Son Wan Ho, og især danskerens angreb sad lige i skabet.

Det får han også brug for, hvis Lin Dans stærke defensiv skal knækkes, og Axelsen er ikke interesseret i en kamp spækket med lange dueller.

- Jeg håber, at jeg også kan formå at slå nogle bolde ned på Lin Dan. Jeg kan slå den ned på ham, hvis mit angreb fungerer, og det skal jeg forsøge, siger Viktor Axelsen, der tager selvtillid med fra den flotte kamp mod Son Wan Ho.

Lin Dan er de seneste år blevet overhalet af landsmanden Chen Long som Kinas og verdens bedste badmintonspiller, men den nu 32-årige dobbelte OL-guldvinder er fortsat nummer tre på verdensranglisten.

Her indtager Viktor Axelsen øjeblikkeligt syvendepladsen.

Kampen spilles fredag aften i Odense Idrætshal.

/ritzau/