Axelsen viser klassen mod sydkoreaner med gummiben

Skrevet af admin

11/09/2015

Mest læste i dag

Den danske badmintonspiller Viktor Axelsen var fredag morgen i store problemer mod sydkoreaneren Lee Dong Keun ved Super Series-turneringen Japan Open.

Den syvendeseedede dansker viste dog god moral og vandt kvartfinalen 23-21, 21-17 efter en seværdig og underholdende kamp, der varede 52 minutter.

Axelsen fulgte i første sæt med til 13-13, men kom derefter bagud med 15-19 efter flere dumme fejl og dårlige server i slutningen af første sæt.

Det lignede et tabt dansk sæt, men så skete der noget. Med kølighed, varieret spil og held vandt Axelsen fire bolde i træk og udlignede til 19-19.

Sydkoreaneren tilspillede sig dog to sætbolde ved stillingerne 20-19 og 21-20, men Axelsen afværgede dem begge og vandt omsider sættet med 23-21.

Axelsen kørte videre på bølgen og kom foran med 9-6 i andet sæt, men igen viste sydkoreaneren fighterevner og udlignede til 9-9.

Med sin femte vundne bold i træk kom Lee Dong Keun også foran 11-9, og Axelsen fik lov at arbejde hårdt for sejren.

Axelsen udlignede til 11-11, men kom lidt senere bagud 12-13. Med en række gode smasher bragte Axelsen sig dog i spidsen med 18-13.

Trods flere reduceringer fra sydkoreaneren snuppede Axelsen sætsejren og dermed pladsen i semifinalen i overlegen stil til slut.

Den fjerdeseedede damedouble med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl vandt tidligere fredag kvartfinalen 21-19, 21-17 over det sjetteseedede indonesiske par Nitya Maheswan og Greysia Polii.

Christinna Pedersen gik senere også videre til semifinalen i mixeddouble med makkeren Joachim Fischer Nielsen.

Det femteseedede danske par vandt overraskende 21-16, 21-12 over de fjerdeseedede kinesere efter 41 minutters spil. Så det var en god dansk badmintondag i Tokyo.

/ritzau/