Azarenka klar til semifinale i US Open

Med en rutinesejr på 6-2, 6-3 over slovakiske Daniela Hantuchova, blev andenseedede Victoria Azarenka natten til torsdag som den sidste klar til kvindernes semifinaler i årets US Open.

Det var første gang i 11 år, at Hantuchova, der ikke var seedet, stod i en Grand Slam-kvartfinale, mens Azarenka var i finalen i US Open i 2012 og har vundet Australien Open de seneste to år.

24-årige Azarenka tog hurtigt og nemt første sæt, mens Hantuchova i andet sæt var foran 2-0 og lurede på chancen for at bringe kampen ud i et tredje sæt. Men Azarenka fik brudt tilbage og tog fem partier i træk, hvorefter hun sikkert vandt kampen.

Hviderusseren er den yngste deltager i årets semifinaler. De øvrige semifinalister Flavia Pennetta, Serena Williams og Li Na er alle 31 år.

- Jeg er en baby, hvad mere kan jeg sige, sagde Victoria Azarenka på det efterfølgende pressemøde.

I semifinalen møder Azarenka italieneren Pennetta, der slog sin landsmand Roberta Vinci i kvartfinalen. Den anden semifinale står mellem verdens nummer et Serena Williams og kinesiske Li Na.

Dagens Gossip

Dagens TV