Både Thorning og Løkke undgik nederlaget

Skrevet af admin

20/11/2013

Mest læste i dag

Kommunalpolitik siger ikke noget om styrkeforholdet i landspolitik.

Sådan lød det fra Lars Løkke Rasmussen, da han ved kommunalvalget i 2009 måtte indkassere tilbagegang til Venstre.

Fire år senere kan man dog ikke fortænke både Løkke og Thorning i at trække vejret lettere på hvert deres hjørnekontor på Christiansborg efter tirsdagens kommunalvalg.

Valget giver både statsministeren og oppositionslederen et lille rygstød, der kan bruges i kampen om magten i landspolitikken.

I to måneder har bilag og dyre rejser på første klasse for bistandskroner lagt et tungt pres på Venstres formand og åbnet for begyndende spekulationer om, hvorvidt Løkke er den rigtige leder for oppositionens største parti.

Alligevel gik Venstre frem fra 24,8 til 26,6 procent. Set i forhold til forventningerne for få måneder siden er resultatet dog skuffende.

Lars Løkke Rasmussen erkender, at sagen om rejserne for klimaorganisationen GGGI kan have været med til at påvirke valgkampen:

- Jeg ved jo godt, at min egen personlige politiske kampform da har været bedre, end den har været netop i denne periode, siger Løkke.

Socialdemokraterne fik det dårligste kommunalvalg siden anden verdenskrig og er for første gang under 30 procent af stemmerne.

Men Thorning kan glæde sig over to psykologisk vigtige sejre. Socialdemokraterne er med 29,5 procent fortsat det største parti målt på stemmer i det kommunale Danmark. Samtidig bevarer man de vigtige borgmesterposter i landets fire største byer.

Et resultat få havde troet muligt i foråret, hvor Venstre i nogle meningsmålinger var dobbelt så store som Socialdemokraterne.

Thorning troede tilsyneladende heller ikke selv, at valget ville ende sådan. Efter DR i løbet af eftermiddagen og aftenen havde ramt meget langt forbi valgresultatet med deres tre exitprognoser fra Epinion, gik Thorning overraskende tidligt ud med meldingen:

- Jeg er ikke tilfreds, og jeg synes det er et ærgerligt resultat at gå tilbage.

Spørgsmålet om, hvem der får flest borgmesterposter i de 98 kommuner er dog fortsat ikke afgjort. Det kan ændre billedet af valget, hvis Venstre får ændret markant på forholdet mellem de 31 V-borgmesterposter over for Socialdemokraternes 49.

/ritzau/