Babylykke på Bryggen: Geggo er blevet mor

Skrevet af admin

08/02/2016

Dagens topnyheder

Hun gik næsten en uge over tid, og utålmodigheden var stor for Stephanie "Geggo" Kessler fra "Familien fra Bryggen".

Men fredag aften kunne Geggo og kæresten, Cengiz Mads Salvari, endelig byde deres førstefødte - datteren Alba - velkommen til verden.

- Fredag klokken 21:25 blev vores liv i den grad beriget, for her blev mig og min absolut fantastiske kæreste forældre til lille Alba efter 25 hårde timers veer, skriver Stephanie "Geggo" til et billede af den lykkelige familie på det sociale medie Instagram.

Trods de langvarige veer blev fødslen dog en kort affære. Kun 2,5 timer efter ankomst til hospitalet var to blevet til tre. Og traditionen tro kommer meddelelsen om den lille ny med de vigtigste informationer: Længde og vægt.

- Hun vejede 3630 gram, var 53 centimeter lang og fuldstændig perfekt. Jeg har aldrig set noget så smukt i hele mit liv, og jeg er så taknemmelig over min kæreste, der var den allerbedste støtte fra allerførste ve af, skriver reality-stjernen til billedet.

Også kæresten, Cengiz Mads Salvari, har delt billedet på sin Instagram-profil og her skamroser han stolt Geggo for fødslen:

- Bliver nød til at sige, at jeg har den allersejeste kæreste i hele verden, som gik med veer i 25 timer, for så at komme ud på hospitalet og få hende ud på 2,5 time! Har aldrig set sådan en sej urkvinde som dig min skat! Tak fordi du fik vores smukke datter ud til os, skriver han til familieportrættet.

Geggo advarer efter fødslen sine følgere på Instagram om, at hun og kæresten vil bruge den første tid med Alba på at kysse hendes ansigt og nyde hende i fulde drag, så man skal ikke forvente mange opdateringer fra den lille familie. Allerede før fødslen skrev Geggo også på sin personlige blog, at hun ikke havde så meget overskud til både at optage den nye sæson af "Familien fra Bryggen", være højgravid og blogge samtidig, men mon ikke nok fans af Geggo og serien kan unde hende en tid uden de sociale medier?

Du kan se Geggos fine familiebillede her: https://www.instagram.com/p/BBhO_3VBUxR/?taken-by=geggo

/ritzau/FOKUS