Babys trivsel på skemaform

Er man helt ny som mor og far kan man hurtigt blive usikker på, om den lille trives. For hvad skal man holde øje med.

- Selvfølgelig kan man forberede sig. Men det er jo først, når man står med det lille væsen i armene, at spørgsmålene for alvor melder sig, fortæller Stine Ellgaard Pedersen.

Søndag bragte hun og hendes kæreste, Peter Meulengracht Jensen deres lille datter hjem fra hospitalet, kun to dage efter fødslen.

I den situation er det afgørende med nogle faste holdepunkter for, om den nyfødte har det godt. Et nyt trivselsskema, udviklet i et tæt samarbejde mellem hospital og kommuner i den vestlige del af Region Midtjylland, har været en god støtte.

Kun én sandhed

Hvad Stine og Peter måske ikke lige tænker over er, at skemaet også sikrer, at jordemoder og sundhedsplejerske siger det samme til forældrene.

- Det er ikke usædvanligt, at forældrene har oplevet sundhedsplejersken og jordemoderen sige noget forskelligt om eksempelvis antallet af våde bleer på 1. og 5. dagen. For forældrene er det forvirrende og øger utrygheden, siger kvalitets- og udviklingsjordemoder ved Hospitalsenheden Vest, Henriette Svenstrup.

Forebygger genindlæggelser

Meget tyder på at trivselsskemaet også vil forebygge genindlæggelser af nyfødte.

Sundhedsplejerske og faglig koordinator i Holstebro Kommune, Joan Skytte, der også har været med til at udvikle skemaet, fortæller at hun og Henriette Svenstrup i fællesskab har analyseret en række genindlæggelser af nyfødte.

- Vores analyse viser, at en del genindlæggelser skyldes mangelfuld kommunikation mellem sundhedsplejersken og jordemoderen. Med skemaet sikrer vi, at sundhedsplejerske og jordemoder kommer med de samme råd, på det samme tidspunkt, siger Joan Skytte.

Stærkt samarbejde

Trivselsskemaet er et resultat af, at kommuner og regioner siden oktober 2013 har skullet samarbejde tæt om at sikre en god start på de nyfødtes liv.

- Det er dejligt at se, hvor konstruktivt opgaven er blevet løst. Samarbejdet mellem kommune og region er blevet styrket med nye initiativer. Ikke kun i vestklyngen. Men også i de andre dele af regionen, hvor hospitaler og kommuner har stukket hovederne sammen til glæde for de nyfødte og deres forældre, siger den ene formand for fødeplanudvalget i Region Midtjylland, direktør i Silkeborg Kommune, Jens Peter Hegelund Jensen.

De andre kommuner og hospitaler i Region Midtjylland er blandt andet alle i fællesskab gået i gang med at analysere genindlæggelser af de nyfødte.

Dagens Gossip