Bachelet kan gøre comeback: Ligger til sejr i Chile

Skrevet af admin

18/11/2013

Dagens topnyheder

Michelle Bachelet har som ventet trukket masser af stemmer ved præsidentvalget i Chile.

Søndag aften dansk tid kom de første meldinger fra valgembedsmændene.

De sagde, at med 20,3 procent af stemmerne talt op, fører Bachelet stort.

Venstrefløjskvinden, der også var landets præsident fra 2006 til 2010, havde da støtte fra 46,1 procent af de optalte stemmer.

Langt efter hende på andenpladsen ligger hendes barndomsveninde og nærmeste rival, den 61-årige højrefløjskandidat Evelyn Matthei, der dog kun havde støtte fra 25 procent af de optalte stemmer.

I alt har vælgerne haft ni kandidater at stemme på, men de syv andre er håbløst distanceret med fra 11 procent af stemmerne og nedefter.

Valget i Chile er dog muligvis slet ikke slut endnu. For får 63-årige Bachelet - eller en anden kandidat - ikke mindst 50 procent af stemmerne, skal der afholdes en anden og afgørende valgrunde mellem de to kandidater, der har flest stemmer.

Holder tendensen efter de første tal, ser det derfor ud til, at de to barndomsveninder, som efter kuppet mod Salvador Allende i 1973 endte på hver sin side af konflikten i Chile, skal ud i en afgørende runde den 15. december.

/ritzau/Reuters