Bäckman gør sig store VM-spekulationer

Landstræner Per Bäckman har kun halvdelen af sine fire centerspillere på plads til torsdagens kamp mod Tjekkiet: Julian Jakobsen og Thor Dresler.

Hvem der skal binde angrebet sammen i de to andre kæder, har han endnu ikke besluttet.

- Jeg gør mig mine spekulationer, siger han.

Per Bäckman har ikke været helt tilfreds med Morten Green og Jesper Jensen. Mens matchvinderen i den vitale kamp mod Slovenien, Morten Green, efter alt at dømme beholder sin plads, går én af hans funderinger på at lade backen Mads Bødker overtage den defensive rolle i en kæde. Men som han pointerer:

- Det er en fundering.

Thor Dresler er blevet registreret efter tre kampe på tilskuerpladserne, og det liggere desuden fast, at backen Rasmus Nielsen spiller mod tjekkerne.

Hvem der bliver målmand, offentliggøres først på kampdagen, men Per Bäckman lover, at både Simon Nielsen og Patrick Galbraith kommer i kamp senere i turneringen.

Thor Dresler glæder sig over, at ventetiden er forbi efter tre kampe, han kort og præcist karakteriserer på følgende måde:

- Den første var spændende (Canada, red.), den anden frustrerende (Norge) og den tredje nervøs (Slovenien).

Slutter Danmark over Slovenien i puljen, ligger det fast, at Danmark er klar til sit 12. VM i træk næste år i Minsk. Hvis Hviderusland (der ikke kan rykke ned som værtsnation i 2014) slutter på ottendepladsen i Stockholm, kommer man i den situation, at det dårligste hold af de to syvere rykker ud sammen med otteren fra Helsinki. I teorien kan det betyder to nedrykkerhold fra puljen i Finland.

- Jeg håber, at vi kan lukke alle spekulationer med at tage point fra Tjekkiet. Vi får flere end de to point med hjem, siger en optimistisk og sulten Thor Dresler.

Den rutinerede center skal efter VM forhandle kontraktforlængelse med Herlev Eagles.

- Jeg er glad for være, hvor jeg er, siger han.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV