Bäckman: Noget af det største i mit liv

De var dødtrætte og gav alt, hvad de havde for konge, fædreland og landstræner.

Hvilken afsked, »de røde« tog med Per Bäckman i den legendariske landstræners hjemland.

Og som prikken over i’et blev den populære coach kaldt frem efter kampen for at blive hyldet af de 12.000 tilskuere i Globen som »bedste danske spiller«.

- En flot gestus. Det havde han fortjent, som målmanden Patrick Galbraith sagde efter kampen. I Per Bäckmans afskedskamp efter fem år i spidsen for det danske landshold var Danmark foran 1-0 og 2-1, men i tredje periode blev de undertippede danskere kørt ned af Sedin & co.

Tilbage stod indtrykket af en meget stor VM-turnering, som med en lille smule held endda kunne være gået endnu bedre.

- Det var en fed oplevelse at spille i sådan en kulisse, siger Patrick Galbraith. -

Jeg vidste, at jeg ville få travlt. Svenskernes gameplan var at skyde flittigt og direkte, efter at de har fået stor kritik i de første kampe. Det var en fornøjelse at spille bag et forsvar, der ofrede sig på den måde. Hele VM har været en kanonoplevelse.

Også kaptajnen Morten Green var glad efter kampen.

- Jeg mindes ikke på stående fod, at vi har spillet syv så stabile VM-kampe i træk. Desværre kunne vi ikke holde de sidste 20 minutter i dag, siger han. Om landsholdets afsked med Per Bäckman siger han:

- Vi har været utrolig begejstrede for ham, og det virker jo også, som om han har været glad for os. Det har været et lykkeligt samarbejde.

Da Per Bäckman gik tilbage over isen efter at være hyldet, takkede han hver enkelt af de danske spillere.

- Jeg kunne ikke sige noget, så bevæget var jeg. Det var et af de største og mest følelsesladede øjeblikke i mit liv, siger han.

- Det var været dejligt at arbejde med disse spillere, og jeg overlader et fantastisk hold til min efterfølger. Får Danmark alle sine bedste spillere med, er det et top 8-hold.

Traditionen tro kårer trænerteamet for hvert hold de tre bedste efter VM.

Per Bäckman & co. valgte Stefan Lassen, Morten Madsen og Oliver Lauridsen.

Legender som Peter Forsberg og Mats Sundin og den hockeyinteresserede prins Daniel kastede glans over Globen, men festen blev forstyrret allerede efter syv minutter.

Kirill Starkov ladede pistolen bag det svenske mål, og Morten Madsen fyrede den af fra et spids vinkel bag om Florida Panthers-keeperen Jacob Markström.

Værsgo, Tre Kronor.

Efter en lang måltørke i Vancouver Canucks kom Daniel Sedin endelig på måltavlen i starten af anden periode, men Kirill Starkov svarede igen med en styring på et skud fra Morten Green under en afventende svensk udvisning.

I tredje periode var forskellen mellem stjernerne fra NHL og KHL og det forstærkede danske Allsvenskan-hold til at få øje på.

Og med tre mål i rap satte Tre Kronor tingene på plads.

Dagens Gossip

Dagens TV