Bäckman undrer sig over Malmö Redhawks

Sådan falder ordene fra Per Bäckman, da sporten.dk møder ham efter kampen mod Schweiz.

Nu ved landstræneren, som Team Danmark-direktør Michael Andersen kalder en af de bedste i dansk eliteidræt, alt om ishockey. Hvad han derimod ikke fatter er, at Malmö Redhawks ikke vil forlænge med backen Stefan Lassen.

- Jeg ved ikke, hvad de kigger efter. Om han laver mange mål eller ej? Alle kan spille godt i én kamp, men Stefan har været fantastisk i fem. Det er hans bedste VM, mens jeg har været landstræner, siger han.

- Måske er han ikke så spektakulær, men han spiller hårdt og aggressivt og laver ingen fejl.

Per Bäckman var tilfreds med sit hårdtarbejdende danske kollektiv.

- Jeg mindes ikke, at vi før har skabt så mange chancer mod en så god nation, siger han.

- At Nicklas Jensen scorer, er ingen tilfældighed. Han er en rigtig målskytte. Han har det i blodet.

Ros var der også til Dallas-stjernen Philip Larsen. Men der faldt en kritisk bemærkning, da sporten.dk spurgte, hvorfor han ikke fik prisen som bedste danske spiller.

- Han skal slippe pucken lidt oftere. Men spillere som Philip og Mikkel (Bødker, red.) behøver ingen priser. De ved godt, at de er gode.

Stefan Lassen er arbejdsløs, når han vender hjem fra Stockholm, men det vil være mærkeligt, hvis der ikke dukker et par tilbud op.

Selv tager han det stille og roligt, mens tankerne er i Globen. Han ærgrede sig mest over de lette schweiziske mål.

- Den hoppede deres vej, mens vi måtte kæmpe hårdt for vores chancer. Vi spillede lige op med dem i fem mod fem, men tog for mange udvisninger og tabte i boxplay.

Dagens Gossip

Dagens TV