Bäckmans svære valg før VM

Som landsholdets kaptajn, Morten Green, formulerede det:

- Vi har fået vinderkulturen tilbage. Jeg var lidt betænkelig efter OL-kvalen, men nu har vi vundet fire kampe i træk, og det er en god ballast at komme til VM med.

Nu venter der landstræner Per Bäckman et af de sværeste job, han har haft som ansvarlig for landsholdet.

Han skal skære to backs og en forward fra dét landshold, som slog Østrig tirsdag aften i Rødovre Skøjte Arena.

- Det er første gang, jeg har så mange kvalificerede backs, erkender han.

Landsholdet træner onsdag i Rødovre, og efter frokosten på hotellet har Per Bäckman individuelle samtaler med spillerne. Derefter offentliggøres holdet.

- Det er ikke noget let job at fravælge spillere, men vurderingen er ikke foretaget på matchen her, men på et længere forløb, siger han.

Med Dallas-backen Philip Larsens klarmelding råder han over tre NHL-spillere, da Phoenix Coyotes og Philadelphia Flyers har givet grønt lys for henholdsvis Mikkel Bødker og Oliver Lauridsen.

Nichlas Hardt blev matchvinder seks minutter inde i tredje periode med et brag af et slagskud i fire mod fem.

Fra højrekanten hamrede han pucken op i det lange hjørne i målmandens stokside. Og ingen blev overrasket, da hardhitteren fra Jokerit blev kåret som kampens bedste danske spiller.

- Jeg synes, vi spillede en okay kamp. Vi hang måske lidt i defensiven i starten, men spillede os op. En god holdindsats, siger han.

Backen Jesper B. Jensen glædede sig især over sidste halvdel af kampen, hvor holdet kom op i tempo.

- Vi tager til VM med en god følelse, siger han.

Danmarks 1-1 mål blev signeret Karlskrona-forwarden Jesper Jensen via en østrigsk skøjte.

Dagens Gossip