Badminton: Damedouble nærmer sig australsk finale

Skrevet af admin

27/06/2014

Dagens topnyheder

De eneste tilbageværende danskere ved Superserie-turneringen Australian Open i Sydney er godt kørende.

Fredag spillede damedoublen bestående af Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl sig i semifinalen ved at vinde 21-19, 21-9 over et koreansk par. Danskerne er topseedet i Sydney.

Fælles for begge sæt var, at ved stillingen 4-4 kom det danske par i kontrol og førte resten af sættet. I semifinalen møder danskerne de femteseedede kinesere Tian Qing og Zhao Yunlei.

Allerede torsdag var Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl de eneste danskere tilbage i turneringen.

Onsdag bød på et dansk mandefald. Både Viktor Axelsen og Hans-Kristian Vittinghus røg ud i første runde i herresingle, mens mixeddoublen bestående af Joachim Fischer og Christinna Pedersen også tabte.

/ritzau/