Badminton: Denmark Open åbner med dansk sejr

Skrevet af admin

15/10/2013

Dagens topnyheder

Badmintonturneringen Denmark Open i Odense hører til blandt de fem største Super Series-turneringer, der bærer elitestemplet Super Series Premier.

Og hovedturneringen blev tirsdag aften indledt med et fint dansk resultat, da mixeddoublen Mads Pieler Kolding og Kamilla Rytter Juhl spillede sig videre til anden runde. Duoen vandt sikkert 21-11, 21-16 over et indonesisk par.

Joachim Fischer/Christinna Pedersen er det eneste seedede danske par i mixeddoublen, og det fjerdeseedede par skuffede ikke senere på aftenen med en sejr på 21-16, 21-18 - ligeledes over nogle indonesere.

Anders Kristiansen og Julie Houmann var det tredje danske par til at spille sig videre til anden runde.

Til gengæld tabte Kim Astrup Sørensen og Maria Helsbol i første runde til det førsteseedede kinesiske par Zhang Nan Zhang og Zhao Yunlei.

Der var også nederlag til Anders Skaarup Rasmussen/Lena Grebak og Niclas Nøhr/Sara Thygesen.

Der bliver kun spillet mixeddoubler tirsdag. De resterende rækker går i gang onsdag.

Følgende danskere er seedede i turneringen:

Herresingle: Jan Ø. Jørgensen (5).

Herredouble: Mathias Boe/Carsten Mogensen (2).

Damedouble: Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen (2).

Mixeddouble: Joachim Fischer/Christinna Pedersen (4).

/ritzau/