Badminton: OL-bronzevindere vinder i Kina

Femte gang blev lykkens gang for dansk badminton i Kina.

Mixeddoublen med Christinna Pedersen og Joachim Fischer havde absolut ingen problemer med at spille sig videre til anden runde mod tyskerne Johanna Goliszewski og Johannes Schöttler i Super Series-turneringen China Open i Shanghai.

Danskerne vandt med 21-17 og 21-8 i en kamp, hvor tyskerne kun fik lov at være med til 1-1 i første sæt og 3-3 i andet.

Forinden var fire foregående kampe med dansk deltagelse endt med danske nederlag, mens kun en anden mixeddouble - med Anders Kristiansen og Julie Houmann - var gået videre.

De to danskere nåede kun at spille syv minutter. Modstanderne fra Sydkorea Baek Choel Shin og Hye Won Eom trak sig ved stillingen 11-5 til danskerne i første sæt.

French Open-vinderen Jan Ø. Jørgensen tabte overraskende i herresingle. Knapt så overraskende var det, at Viktor Axelsen tabte. Hans-Kristian Vittinghus måtte også forlade turneringen, og det samme måtte damedoublen med Line Damkjær Kruse og Marie Røpke.

Christinna Pedersen og Joachim Fischer vandt OL-bronze i London sidste år og er seedet til en semifinaleplads i Shanghai.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV