Badminton: Stærk dansk singlestart i sæsonfinale

Den danske badmintonstjerne Jan Ø. Jørgensen er kommet godt i gang med sæsonfinalen World Superseries Finals i Dubai.

Verdens nummer tre fra Danmark vandt onsdag med 21-15, 21-9 i gruppe B over indonesiske Tommy Sugiarto, verdens nummer fem.

Hans-Kristian Vittinghus, som er nummer 12 på verdensranglisten, ville ikke holde sig tilbage for sin landsmand.

Vittinghus, der er placeret i gruppe A, sejrede også i sin første kamp, og han fik en god skalp. Han vandt 21-13, 21-16 over verdens nummer fire, koreanske Wan Ho Son.

I mixeddouble sejrede Joachim Fischer/Christinna Pedersen med 21-5, 24-22 over et par fra Thailand. Danskerne reddede tre sætbolde i andet sæt.

Derimod led Christinna Pedersen nederlag i damedouble sammen med Kamilla Rytter Juhl.

Parret tabte 21-14, 16-21, 9-21 til et par fra Japan.

Danmark er repræsenteret i fire af fem rækker. Carsten Mogensen/Mathias Boe er med i herredouble, og de spiller senere onsdag.

De to bedste fra hver gruppe går videre til semifinalerne.

/ritzau/

Dagens Gossip