Badmintonlandshold er begge klar til kvartfinaler i Kina

Skrevet af admin

17/05/2016

Dagens topnyheder

Efter et tæt holdkamp mod Malaysia klarede det danske damelandshold i badminton sig videre til kvartfinalerne ved Uber Cup.

Herrerne er som ventet også klar til kvartfinalen i Thomas Cup, der som Uber Cup er i fuld gang i kinesiske Kushan.

Der var stor spænding hos kvinderne i kampen mod Malaysia. Der 2-2 i kampe, og det hele skulle afgøres i det femte og sidste opgør mellem Anna Thea Madsen og Yen Mei Ho. Den 21-årige dansker hev sejren hjem med 22-24, 21-13, 21-13.

- Jeg sad med den følelse af, at hun var bedst. Langt hen ad vejen syntes jeg også, at hun tacklede kampen bedst. Jeg blev nervøs, da hun tabte første sæt, men hun kontrollerede resten af kampen flot.

- Selve spillet bliver aldrig rigtig flot i sådan en afgørende femte kamp, men hun vinder på en flot måde, siger landstræner Lars Uhre i en pressemeddelelse.

I herrernes holdkamp var der ikke samme spænding. Det endte med en sikker 5-0-sejr over upåagtede New Zealand. Ligesom mod Sydafrika var holdkampen præget af sikre danske sejre.

Mathias Boe fik sin første turneringskamp siden februar og hentede sammen med Thomas Cup-debutanten Mathias Christiansen en sikker sejr i holdkampens sidste kamp med 21-5, 21-13.

Derudover spillede Emil Holst, der sad over i kampen mod Sydafrika, sig ind i turneringen ved at vinde sikkert 21-15, 21-8 på 28 minutter.

- Vi ville gerne bruge kampen til at forberede os på den vigtige kamp mod Taiwan i morgen. New Zealand præsterede godt, og derfor fik vi fin modstand, hvor vi kunne justere og arbejde med vores fokuspunkter.

- I morgen starter turneringen rigtigt for herrelandsholdet, siger Lars Uhre.

Herrelandsholdet spiller igen klokken 02.30 dansk tid natten til onsdag mod Taiwan. Den kamp afgør, om herrerne går videre til kvartfinalen som nummer et eller to.

Hos kvinderne venter Kina i den sidste gruppekamp.

/ritzau/