Badmintonstjerne risikerer straf: Tester prøve i Oslo

Badmintonspilleren Lee Chong Wei så onsdag på, da hans b-prøve fra en dopingkontrol ved VM i Danmark i august blev åbnet og analyseret.

Verdensranglistens nummer et i herresingle risikerer en karantæne, der vil ryste både badmintonsporten og hans hjemland Malaysia.

Sportsorganisationerne i Malaysia har tidligere offentliggjort, at en af nationens sportsstjerner var testet positiv i en dopingkontrol, og rygterne har peget på Lee Chong Wei.

Onsdag var han i Norge for at overvære analysen på et laboratorium i Oslo.

Resultaterne af analysen skulle komme allerede torsdag, og her kan Lee Chong Wei få dem oplyst hos det internationale badmintonforbund (BWF), som har danske Poul-Erik Høyer som præsident.

Lee Chong Wei vandt sølv ved VM i Danmark, hvor han besejrede danskeren Viktor Axelsen i semifinalen.

Ifølge medier i Malaysia er Lee Chong Wei blevet testet positiv for et anti-inflammatorisk middel.

32-årige Lee Chong Wei bliver regnet som en af de største spillere i historien i herresingle.

Han har vundet langt flere Super Series-turneringer end nogen anden spiller. Men ved de helt store turneringer som OL og VM har det kinesiske fænomen Lin Dan ofte besejret ham i finalen.

Lee Chong Wei skulle i sidste måned have deltaget ved Denmark Open, men det malaysiske badmintonforbund meldte afbud for ham med begrundelse i, at han var træt efter en lang sæson.

/ritzau/

Dagens Gossip