Bæltetaske skabte alarm på Christiansborg

Skrevet af admin

03/03/2016

Dagens topnyheder

En italiensk turist iført en bæltetaske skabte torsdag en dramatisk situation på Christiansborg.

Politiet anholdt manden og tilkaldte bomberydderne, men omkring klokken 13 afblæste ordensmagten alarmen.

- Politiet er ved at være færdige ved Christiansborg. En mand var iført en "mistænkelig" bæltetaske - dog legalt forhold, skrev Københavns Politi på Twitter.

Kort tid forinden oplyste politiet, at man havde pacificeret en mistænkt. Kampklædte betjente var talstærkt til stede både inden- og udenfor Christiansborg.

Omkring klokken 14 fortæller Københavns Politi, at episoden opstod på baggrund af en anmeldelse fra en tysk turist.

- Han mente at have set en mistænkelig mand med en bæltetaske. Der hang nogle gule ledninger ud af tasken. Det var det, politiet reagerede på, siger pressemedarbejder Steen Hansen til Ritzau.

I minutterne herefter udspillede der sig en særdeles dramatisk situation. Med pistolerne trukket dirigerede betjente manden med bæltetasken til at lægge sig ned på jorden.

- Men forholdsvist hurtigt finder man ud af, at det ikke er et bombebælte. Det var det, man i første omgang frygtede, siger Steen Hansen.

Han forklarer, at der ikke var tale om ledninger, men elastikker, som sørgede for at holde tasken på plads.

Til at starte med pacificerede politiet ikke blot den italienske turist, men også en brite. Det skyldtes angiveligt, at de begge var iført røde jakker.

- Den britiske turist lod vi gå med det samme, men den anden har vi taget med på stationen. Vi vil lige forklare ham, hvad der skete. Jeg går ud fra, at han er chokeret, siger Steen Hansen.

Dermed ser optrinnet ud til at have fået en mindelig udgang. Justitsminister Søren Pind (V) glæder sig over politiets påpasselighed.

- Tak til politiet for vanlig omhu. Tiden er desværre til det - "keep calm and carry on", skriver han på Twitter.

/ritzau/