Bævere holder fest i Danmark

18 udsatte bævere er blevet til mindst 185.

Det anslår Naturstyrelsen i et skøn. I 1999 blev 18 bævere sat ud i Klosterheden ved Lemvig, og de har siden formeret sig så meget, at der alene i 2012 blev registreret 20 unger med den karakteristiske flade hale.

- Det er fantastisk at se, hvor godt det går for bæverne. De var udryddet i Danmark, men vi kan nu se, at naturen sagtens kan understøtte en bæverbestand, siger skovrider Thomas Borup Svendsen i en pressemeddelelse fra Naturstyrelsen.

Bævernes genkomst er i mange tilfælde også en gevinst for andre dyr i naturen, fordi de bygger dæmninger og kanaler i vandløb, der giver større vådområder.

- Bæveren er en lille entreprenør, der med sine dæmninger skaber mere våd natur, som indeholder en masse andre dyre- og plantearter, så det er ikke kun bæveren, som trives, forklarer Thomas Borup Svendsen.

Efterhånden er det ikke kun ét område, der har fornøjelsen af den gesjæftige bæver.

Siden udsættelsen fandt sted omkring Lemvig i 1999, er der nemlig set bævere både i Holme Å i Sydjylland og i Vedsø ved Viborg - mere end 80 kilometer fra udsættelsesområdet.

85 personer deltog i 2013's optælling af bæverbestanden, som bliver foretaget af Naturstyrelsen i samarbejde med eksperter fra Aarhus Universitet.

- Bæveroptællingen er ved at blive et større event, hvor der både kommer fagfolk og naboer til Klosterheden.

- Det er en god måde at lade de professionelle naturfolk komme i dialog med lodsejerne, der fra tid til anden må lægge ryg til de besværligheder, der altid kan opstå, når man har vilde bævere i baghaven, siger Thomas Borup Svendsen om eventen.

Bævere kan veje op til 40 kilo, og i det fri lever de i reglen op til 15 år.

/ritzau/

Dagens Gossip