Bag om svindelen: Skatte-mails kommer fra Marokko

Mange tusinde danskere modtager løbende svindelmails, der ser ud til at komme fra SKAT.

Så sent som i dag har vi her på Dagens.dk advaret mod en ny bølge, hvor svindlerne også bruger SKATs velkendte logo.

Svindlerne forsøger at lokke oplysninger om dit kreditkort fra dig, for efterfølgende at kunne hæve penge på kortet.

De fleste gennemskuer heldigvis svindelen, blandt andet fordi SKAT aldrig vil bede om dine kreditkortoplysninger. Aldrig.

Men mængden af svindelmails er omfattende, og SKAT forsøger løbende at dæmme op for banditterne.

- Vi har entreret med et eksterne sikkerhedsfirma, som får nedtaget de sites/servere, hvorfra de falske e-mails udsendes. Der går typisk 24-48 timer inden dette er sket. Når nedtagning er sket kan borgere og virksomheder ikke få adgang til den vedhæftede formular og udfylde kontokortoplysninger, og vi advarer på skat.dk og i alle medier om de falske e-mails, siger kontorchef Jack Johansen fra SKAT til Dagens.dk.

Og meget tyder på, at banditterne skal findes i det nordlige Afrika.

- Vi har fået vores sikkerhedsfirma til at spore, hvor de it-kriminelle opererer fra. Undersøgelsen har vist, at de kommer fra Marokko, men at de udsender de falske e-mails fra åbne servere rundt omkring i hele verden, fortæller Jack Johansen.

Selvom de fleste altså gennemskuer svindelnumrene, så er der desværre alligevel nogen der falder i.

- Vi får henvendelser fra borgere / virksomheder, som har oplyst kontokortoplysningerne og spørger hvornår de får udbetalt den overskydende skat. Vi sender e-mail svar til de borgere / virksomheder, som henvender sig via e-mail og oplyser om, at der er tale om falske e-mails. Vi rådgiver til, at man henvender sig i sin bank og får spærret kontokortet. Hvis der er sket et misbrug af kontokortet, vil ens bank dække tabet, siger Jack Johansen fra SKAT til Dagens.dk.

Du er selvfølgelig meget velkommen til at dele artiklen med dine venner på Facebook - jo flere der er advaret, jo bedre.

Dagens Gossip

Dagens TV