Bag oprullede vinduer: Hundeejer får bøde for hund i sommervarm bil

Det er et velkendt sommerproblem, at nogle hundeejere desværre efterlader hunde i varme biler.

Det skete også onsdag i Millinge på Fyn, hvor Faaborg-Midtfyn Lokalpoliti fik et opkald ved 10-30-tiden.

Her havde anmelderen set en hund i en bil, hvor vinduerne var rullet helt op, fortæller Fyens Stiftstidende i dag.

Bilen stod på Fiskerstræde i Millinge, og den var ikke parkeret i skyggen, samtidig med at solen bagte ned fra oven.

En patrulje rykkede ud, men først klokken 11.47 kom ejeren tilbage til bilen.

Politiet har skrevet en rapport på sagen, og derfor kan hundeejeren nu formentlig vente en bøde.

Sagen kan være en advarsel til andre hundeejere om, at huske nogle enkelte regler når man har hunden med i bilen.

Husk at stille bilen et sted hvor der hele tiden er skygge, dyrene skal have en skål med vand, og hold mindst to vinduer så meet åbne, at der er gennemtræk i bilen.

Dyrenes Beskyttelse oplyser i øvrigt, at med sommervejr og 22 grader uden for bilen, ja så bliver der hurtigt 85 grader inde i bilen. Det er da værd at huske.

Omkommer din hund eller kat i bilen, er der tale om en overtrædelse af dyreværnsloven.

Ser du dyr, som du mener lider i varme biler, kan du ringe til politiet på nummer 114.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

Dagens Gossip

Dagens TV