Bagagebøvl skaber forsinkelser i Københavns Lufthavn

Lufthavnens bagagesystem, der netop er udbygget for 250 millioner kroner, har ikke kunnet håndtere de store mængder bagage på en af årets travleste rejsedage.

»Vi har kørt efter nødprocedure, fordi der har været mange passagerer og stort pres på systemet,« siger kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavne, CPH, Anne Munck Mikkelsen.

Problemerne er dog afhjulpet igen lørdag aften, men der meldes fortsat om forsinkelser lørdag aften.

»Som det ser ud nu er der 47 forsinkelser, de fleste mellem fem minutter og en time,« siger Anne Munck Mikkelsen, der dog også beretter om en enkelt forsinkelse på 127 minutter.

Det er op til kaptajnen på de enkelte fly, om han vil vente på, at al bagagen kommer med inden take off, eller om man skal prioritere rettidigheden og i stedet få bagagen eftersendt.

Anne Munck Mikkelsen har lørdag aften ikke noget overblik over hvor mange stykker bagage, der står tilbage i lufthavnen og skal eftersendes.

Om problemer med bagagehåndteringen siger hun:

»Vi har lige udbygget bagagesystemet, men der er nogle børnesygdomme, der lige skal rettes ind. Det er vi naturligvis kede af og beklager meget over for dem, det er gået udover,« siger Anne Munck Mikkelsen.

Dagens Gossip