Bagbundet offer sender hjemmerøvere på flugt

Skrevet af admin

15/01/2016

Dagens topnyheder

To hjemmerøvere måtte sent torsdag aften tage flugten fra et offer, som de kort forinden var trængt ind hos på hans bopæl i Junget nord for Skive.

Inden flugten havde de to røvere slået den 64-årige mand så hårdt i hovedet, at han faldt om på gulvet med fire løse tænder og en kæmpe bule i tindingen, fortæller Lars Mikkelsen, efterforskningsleder hos Skive Politi.

Røverne havde derefter bundet mandens arme sammen med gaffatape og tvunget ham rundt i huset for at lede efter penge.

Ved et repos så manden imidlertid sit snit til at sparke den ene af røverne ned af en trappe, netop som den anden røver var på vej op. Røverne tumlede sammen ned ad trappen.

Politiet mener, at en af røverne må have brækket noget under faldet, og at det formentlig har reddet den modige husejer fra en brutal afstraffelse.

- Der lød et knæk, som om noget brækkede, efterfulgt af højlydte skrig. Og så stak de af fra huset, siger Lars Mikkelsen og tilføjer:

- Man kunne godt forestille sig, at han ellers ville have fået en afklapsning.

Hjemmerøveriet skete på Jungetgårdvej i Junget, da den 64-årige mand ved 22-tiden netop havde slukket for sit fjernsyn og var på vej i seng.

Han hørte lyde nedenunder og gik ned for at se, hvor de kom fra.

Inde i stuen blev han slået ned af de to røvere, der bandt hans arme sammen med gaffatape. Også munden blev gjort stille med tape.

Tapet for munden kom dog af igen, da offeret blev beordret til at svare på røvernes spørgsmål på engelsk: Hvor er dine penge?

Røverne slap ifølge efterforskningsleder Lars Mikkelsen væk med en computer, en mobiltelefon og nogle kontanter.

De to mænd beskrives som østeuropæere og mellem 30 og 40 år gamle. Den ene er muskuløst bygget, har mørkt hår og bar ved røveriet en sølvgrå dynejakke, cowboybukser og mørke sko.

Den anden beskrives som almindelig af bygning, med langt sort overskæg og en sort skindjakke.

Ifølge Lars Mikkelsen bor der mange østeuropæere i området, der blandt andet arbejder i landbruget.

/ritzau/