Bagmandspoliti rejser tiltale mod Pandora

Skrevet af admin

15/11/2013

Dagens topnyheder

Smykkefirmaet Pandora A/S bliver nu stillet for retten for ikke at have informeret markedet godt nok.

Bagmandspolitiet påstår, at selskabet har overtrådt loven om handel med værdipapirer.

Man nedjusterede ikke i rette tid forventningerne til væksten, påstås det i straffesagen, som skal behandles af Retten i Glostrup.

- Der er tale om en principiel sag af meget stor betydning for aktionærerne i Pandora A/S, udtaler statsadvokat Jens Madsen i en pressemeddelelse.

Sagen har også betydning for den almindelige tillid til markedet og til, at investorerne får en retfærdig og lige behandling, lyder det.

Sagen drejer sig om, at Pandora undlod i rette tid at offentliggøre intern viden om selskabets nedjustering af forventninger til væksten i omsætningen i 2011.

I april 2011 blev der givet meddelelse om en omsætningsvækst på 30 procent, men i juli havde selskabet oplysninger om en betydeligt mindre vækst.

Først i august kom meddelelsen ud til aktionærer og offentlighed - nemlig at forventningen var en vækst på nul procent.

Derefter faldt aktiekursen med 65 procent, og børsværdien fik også et enormt dyk - fra 19 milliarder kroner til syv milliarder kroner, lyder det fra Bagmandspolitiet.

/ritzau/