Bagmandspoliti smider fløjlshandskerne overfor skatteål

Skrevet af admin

20/05/2015

Dagens topnyheder

Bagmandspolitiets chef, statsadvokat Morten Niels Jakobsen, forstærker nu indsatsen mod den grove og grænseoverskridende skatte- og momskriminalitet, skriver Politiken.

En ny skatteenhed i statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, der er bagmandspolitiets officielle navn, skal intensivere jagten på de danske statsborgere, der via skattely og kreative selskabskonstruktioner skjuler deres formuer for at undgå den danske beskatning.

Bagmandspolitiets nye enhed kommer til at arbejde tæt sammen med danske og udenlandske skattemyndigheder, lyder meldingen fra statsadvokaten, der nu er klar med sin plan for bagmandspolitiets indsats og virke de kommende år.

En plan, der gør kampen mod det komplicerede skatte- og afgiftsbedrageri til en topprioritet i et bagmandspoliti, der med statsadvokatens eget udtryk, smider fløjlshandskerne.

- Vi skal selvfølgelig overholde de spilleregler, der fremgår af Retsplejeloven, det siger sig selv, siger Morten Niels Jakobsen til Politiken og fortsætter:

- Men vi skal altså også være lidt mindre pæne og lidt mere direkte i vores arbejde. Man kommer ingen vegne med flinkeskolen i denne her branche.

/ritzau/