Bagmandspolitiet efterforsker mulig Atea-spionage

Skrevet af admin

15/12/2015

Dagens topnyheder

Bagmandspolitiet bekræfter over for Ritzau, at man har indledt en efterforskning om misbrug af fortrolige virksomhedsoplysninger i it-virksomheden Atea.

Oplysningerne skulle ifølge Ateas politianmeldelse være tilflydt konkurrenten 3A-it, som sammen med Atea spiller en hovedrolle i en større sag om bestikkelse af offentligt ansatte. Atea har anmeldt en tidligere salgsdirektør for at stå bag spionagen.

- Jeg kan bekræfte, at vi har fået en anmeldelse om muligt misbrug af følsomme virksomhedsoplysninger, fortæller statsadvokat Morten Niels Jakobsen, der er chef i Bagmandspolitiet.

Ifølge ham anser Bagmandspolitiet anmeldelsen for alvorlig, og derfor har man nu iværksat en efterforskning af sagen.

- For en erhvervsvirksomhed kan misbrug af følsomme virksomhedsoplysninger være ganske skadeligt, og det er derfor vigtigt, at vi her i Bagmandspolitiet meget grundigt undersøger, om der er grundlag for at drage nogen til straffeansvar, siger han.

Atea har oplyst, at anmeldelsen drejer sig om en overtrædelse af bestemmelserne i markedsføringslovens paragraf 19. Den bestemmelse dækker over den type forseelser, som populært kaldes for industrispionage.

Under særligt skærpende omstændigheden kan sådanne lovovertrædelser straffes efter en bestemmelse i straffeloven. I så fald stiger strafferammen fra fængsel i halvandet år til fængsel i seks år.

Virksomhederne Atea og 3A-it indgår allerede i en omfattende efterforskning hos Bagmandspolitiet. Sagen drejer sig om bestikkelse af offentligt ansatte, blandt andet i Region Sjælland.

I forbindelse med efterforskningen af bestikkelsessagen blev seks mænd i sommer varetægtsfængslet af en dommer ved Retten i Nykøbing Falster. Efterfølgende valgte Østre Landsret at løslade de tre.

Siden er de resterende tre også blevet løsladt, men Morten Niels Jakobsen har tidligere over for Ritzau oplyst, at det ikke skyldes anklagemyndighedens mistankegrundlag i sagen.

/ritzau/