Bagmandspolitiet leder efter kriminalitet i OW Bunker

Skrevet af admin

03/12/2014

Dagens topnyheder

Bagmandspolitiet har indledt undersøgelser af mulige strafbare handlinger i konkurssagen om OW Bunker, oplyser statsadvokat Morten Niels Jakobsen til Ritzau.

- Jeg har indsat et hold af efterforskere, der skal gennemgå de mange dokumenter i selskabet. Der har løbende været et tæt samarbejde med kuratorerne, der har sikret eventuelt bevismateriale i sagen, siger statsadvokaten.

- Der er tale om omfattende og komplicerede undersøgelser, der vil strække sig over mange uger, før vi overhovedet har et overblik over, hvad der egentlig er sket i OW Bunker, siger han.

Strengt juridisk er der ifølge statsadvokaten således ikke tale om, at Bagmandspolitiet har indledt en egentlig efterforskning.

Han understreger, at der endnu ikke er hverken anmeldte eller sigtede i sagen.

- Vi kan selvsagt ikke udelukke, at der er begået noget strafbart, men det er det, vi vil se efter nu i tæt samarbejde med kuratorerne.

- Vi er ved at danne os et billede af forretningsgange, den daglige drift og selve selskabskonstruktionen i OW Bunker. Målet er at skaffe et solidt grundlag til at vurdere, om der er foregået noget kriminelt i og omkring OW Bunker, siger Morten Niels Jakobsen.

Han afviser at forklare, hvorfor det først er nu, holdet af efterforskere sættes ind.

- Jeg vil ikke gå tæt ind i efterforskningen. Vi har fundet, at det nu er det rigtige tidspunkt at gå ind med det her udvidede samarbejde, siger statsadvokaten.

/ritzau/