Bagmandspolitiet ransager flere koncerthuse

Det bekræfter vicestatsadvokat Henrik Helmer Steen fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK), populært kaldet Bagmandspolitiet.

»Vi har mistanke om, at der er nogle koncerthuse rundt omkring i Danmark, der har lavet nogle prisaftaler, altså en slags kartel, hvor man har aftalt nogle mindstepriser i forbindelse med, at andre skulle benytte disse koncerthuse,« siger Henrik Helmer Steen, der kun sætter navn på Koncerthuset i DR-Byen blandt de koncert- og kulturhuse, som er under luppen.

Han fortæller desuden, at koncertstederne i sidste uge blev ransaget i jagten på bevismateriale, og at ransagningerne fandt sted i samarbejde med Konkurrencestyrelsen. Materialet skal nu undersøges, og det er ifølge Henrik Helmer Steen for tidligt at sige noget om, hvor lang tid undersøgelsen vil tage.

»Vi har tømt nogle computere, og nu skal materialet analyseres. Det tager tid. Vi skal desuden ud at afhøre nogle personer, som må formodes at have kendskab til det her,« siger vicestatsadvokaten.

Han tilføjer, at worst case er »klækkelige bøder og fængselsstraf«, hvis det altså viser sig, at der er tale om kartelvirksomhed.

»Det er den første kartellignende sag, efter den nye lov er trådt i kraft. I modsætning til tidligere kan man få fængselsstraf,« understreger Henrik Helmer Steen.

De 22 kulturinstitutioner, der er medlemmer af Sammenslutningen af Danske Koncert- og Kulturhuse, lover fuld opbakning til opklaring af sagen, fremgår det af en pressemeddelelse fra foreningen.

Dagens Gossip

Dagens TV