Bakken Bears-boss: Alt kan ske i pokalfinalen

Skrevet af admin

17/01/2014

Dagens topnyheder

De to bedste basketballhold i Danmark - Bakken Bears og Svendborg Rabbits - mødes i årets pokalfinale, som afvikles i Forum Horsens søndag eftermiddag.

Sportsdirektør i Bakken Bears, Michael Piloz, forventer, at det bliver en seværdig kamp, som meget gerne skal kaste sæsonens første titel af sig.

- I de sidste mange år har det været lige og uforudsigeligt. Man ved aldrig, hvad der sker, når de to hold mødes.

- Sidste gang vandt Svendborg relativt stort, selv om de var bagud ved pausen. Og det kan være, de vinder med 15 point i år. Men vi kan også ende med at vinde med 15 point, siger Piloz.

Med "sidste gang" henviser Piloz til pokalfinalen i 2011, hvor Svendborg overraskende endte med at vinde finalen mod Bakken Bears.

- Der plejer at være rigtig gode rammer i Forum Horsens. Det plejer at være gode, tætte og spændende kampe, især når vi møder Svendborg. Der er bare et eller andet, som gør, at det bliver spændende i de finaler, fortæller han.

Det er 15. gang, at Bakken Bears er i pokalfinalen, og bjørnene fra Aarhus har vundet pokalen ni gange tidligere.

- Det bliver fedt. Selv om vi har spillet godt i efteråret og klaret os godt i Europa, så har vi jo ikke vundet nogen titler. Det har vi chancen for at gøre på søndag. Og det gør den kamp helt speciel.

- Det er den eneste kamp i dansk basket, hvor man kan vinde en titel efter en enkelt kamp, så vi glæder os rigtig meget, lyder det fra Piloz.

Svendborg Rabbits og Bakken Bears har dystet om DM-guld og pokaler i de seneste mange sæsoner. I DM-finalerne spilles bedst ud af syv kampe.

Bears har vundet seks ud af de syv DM-finaler mod rivalerne fra Svendborg, som også halter efter aarhusianerne i pokalturneringen.

- Vi har mødt hinanden syv år i træk i DM-finalerne, så det er svært at komme uden om, at det er de to bedste hold. Det er den moderne klassiker, mener Piloz.

Pokalfinalen for herrer spilles søndag klokken 14.45. Pokalfinalen for kvinder mellem Sisu og Hørsholm 79'ers afvikles søndag klokken 12.15 - også i Horsens.

/ritzau/