Bakketop venter i Tour-finale: Alle kigger på Sagan

Der venter et par mindre knolde i finalen på 7. etape, og det har fået alle til at rette fokus mod Peter Sagan fra Cannondale.

Slovakken er specialist i at håndtere den slags hårde finaler, så konkurrenterne venter, at hans italienske hold vil forsøge at kontrollere den lange etape til Nancy.

- Det er nok Sagan, der er favoritten, men det er ikke umuligt, at sprinterne kan komme med over. Det bliver kaotisk, siger Brian Holm, sportsdirektør på Omega Pharma-Quick-Step.

Tinkoff-Saxos manager, Bjarne Riis, ser et lignende scenario for fredagens etape, der lige som de seneste dage bliver kørt i regnvejr og lave temperaturer.

- En type som Sagan vil sikkert forsøge at sætte fart på til slut for at komme af med sprinterne. Det er folk som Sagan, der skal køre om det, for bakkerne er ikke hårde nok til, at vi ser topfavoritterne rykke, siger Riis.

- Nogle sprintere kan være med, andre kan ikke. Det er svært at sige, hvor mange der er trætte. Marcel Kittel var ikke med i går, og spørgsmålet er så, om det er fordi, at han er træt. Det tror jeg, og så kan han få et problem på de sidste par stigninger i dag.

Lotto Belisol, som vandt 6. etape med André Greipel torsdag, tror på tyskerens chance igen i dag, men holdet vil ikke knokle for at holde feltet sammen hele dagen.

- Vi vil ikke arbejde for det, for det er en alt for lang dag at kontrollere. Så vi vil vente til sidste del af etapen, og så kan det være, at vi vil bidrage med noget hjælp, hvis vi kan få Greipel med op over stigningen 20 kilometer fra mål, og så må vi se, hvad det kan blive til, siger holdkammeraten Lars Bak.

- Det var rigtig, rigtig vigtigt, at vi vandt i går, og det kan være, at han også kan vinde i dag. Det er en tricky afslutning. Normalt vil jeg sige, at den ligger rigtig godt til Peter Sagan og Alexander Kristoff, men vi vil også forsøge, om Greipel kan være med til slut.

Peter Sagan fører både pointkonkurrencen og ungdomskonkurrencen i løbet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip