Bale og Ronaldo tryller i Real Madrid-sejr

Samarbejdet mellem Cristiano Ronaldo og Gareth Bale begynder at ligne noget. Lørdag aften sørgede de to stjerner for, at Real Madrid vandt 3-2 ude over Rayo Vallecano i den bedste spanske fodboldrække.

Ronaldo fik scoret to gange, og Bale fik lagt op til to mål i løbet af den meget underholdende og intense kamp.

Cristiano Ronaldo udnyttede efter blot tre minutter en aflevering fra Luka Modric, og portugiseren trak forbi sin direkte modspiller og scorede til 1-0 med en flad og præcis afslutning.

Efter en halv time fordoblede Karim Benzema føringen på et fremragende oplæg fra Bale, som smækkede bolden lige ind i pandebrasken på den franske landsholdsspiller.

Og Bale stod for endnu en assist, da han lagde bolden til rette for en fremstormende Ronaldo, der nemt scorede til 3-0 tre minutter inde i anden halvleg.

Trods den solide føring endte der med at komme spænding om resultatet alligevel, da først Pepe og siden Marcelo begik to klodsede straffespark i løbet af blot to minutter.

Hjemmeholdets Jonathan Viera reducerede to gange i det 53. og 55. minut, og så var kampen helt åben igen.

Rayo Vallecano var tæt på at udligne ved flere lejligheder, og bundholdet ramte også stolpen, men ind ville bolden bare ikke.

Med sejren har Real Madrid på tredjepladsen 28 point efter 12 kampe, og det er seks point færre end førerholdet FC Barcelona.

Rayo Vallecano er fortsat placeret på sidstepladsen efter hele ni nederlag i de første 12 spillerunder.

Se billederne nedenunder...

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV