Bale præsenteret i Madrid

Gareth Bale trådte i dag for første gang ind på Santiago Bernabeu i Real Madrids hvide trøje. Det skete foran 25.000 tilskuere, der var mødt op for at få det første glimt af klubbens nye 'Galáctico'.

- Det er en drøm, der går i opfyldelse med mit skifte til Real Madrid. Jeg vil gerne takke jer alle for den fantastiske velkomst, sagde Bale til de mange fremmødte fans, før han sluttede med det karakteristiske 'Hala Madrid'

Den walisiske kantspiller, der har kostet 100 mio. euro, viste under præsentationen, at han bestemt ikke har glemt, hvordan man håndterer en bold, selvom han har misset det meste af Premier League-opstarten på grund af stridighederne mellem Real Madrig og Tottenham med direktør Daniel Levy i spidsen.

I første del af præsentationen gik Bale rundt på Santiago Bernabeus græstæppe og jonglerede til stor jubel for de fremmødte tilskuere. Herefter var det tid til den mere officielle del, hvor han sammen med Real Madrids præsident Florentino Perez holdt sit første pressemøde i den spanske klub.

Her lagde Bale vægt på, at Real Madrids deltagelse i Champions League havde været en vigtig faktor i hans skifte.

- Det var vigtigt for mig, at jeg kommer til at spille Champions League-fodbold. Jeg ser frem til at hjælpe Real med at vinde den tiende europæiske titel.

Samtidigt sagde han, at han ikke bebrejder Daniel Levy, at handlen trak så meget ud.

- Det var først i går aftes, jeg fandt ud af, skiftet var gået igennem. Men jeg bebrejder ikke Daniel Levy noget. Jeg var glad for at være i Tottenham, men det er svært at sige nej til Real Madrid, sagde Bale og fortalte, at han havde købt sin første Real Madrid-trøje som ni-årig.

Florentino Perez understregede da også, at det var meget vigtigt for ham, at Bale selv havde ønsket at skifte til Real Madrid:

- Gareth Bales ønske om at komme til vores klub var meget vigtigt for os. Det er et skifte, han har drømt om, siden han var en lille dreng, sagde Perez og henvendte sig direkte til waliseren:

- Gareth, dine drømme er i gang med at blive til virkelighed. Du kommer til den mest krævende klub i verden, og vores tilhængere forventer, at du viser dine bedste egenskaber. Og det ved vi, du kommer til at gøre.

Dagens Gossip