Balic tager en tørn i Tyskland

Det bliver med garanti mere festligt at følge den tyske midterklub Wetzlar i den kommende sæson, efter at holdet har sikret sig den kroatiske verdensstjerne Ivano Balic.

HSG Wetzlar klinger ikke af så meget, men den tyske bundesligaklub i herrehåndbold skal nok blive omtalt i den kommende tid. Sidste sæsons nummer syv i verdens bedste liga præsenterer nemlig tirsdag en ny verdensstjerne i klubbens spillertrup.

Nu kan man måske godt hæfte et 'falmende' på den stjernestatus, kroaten Ivano Balic bærer, men den finurlige og kreative playmaker har stadig så meget håndbold i sig, at den 34-årige spiller vil kunne løfte de fleste hold.

Ivano Balic har skrevet en et-årig kontrakt med tyskerne, der er kommet i bekneb, da deres bosniske spilfordeler, Adnan Harmandic, er blevet langtidsskadet. Samtidig får Balic igen en klub at spille for, efter hans seneste arbejdsgiver, spanske Atletico Madrid, gik konkurs før sommerferien.

- Jeg glæder mig til at spille i Wetzlar, sagde Ivano Balic kort mandag til tyske medier, da han ankom til Frankfurt Lufthavn på vej til sin nye klub, der tirsdag holder pressemøde, hvor Balic efter et lægetjek forventes at blive præsenteret.

Ivano Balic er to gange blevet valgt til verdens bedste håndboldspiller og har adskillige medaljer - flere af guld - fra det kroatiske landsholds triumfer hængende i sit personlige pokalskab.

Dagens Gossip

Dagens TV