Balkan-veteraner er en særlig udfordring for Forsvaret

Skrevet af admin

13/07/2016

Dagens topnyheder

Balkan-veteraner som Lars Kragh, der mistænkes for drabene på sine forældre, er en særlig udfordring i forhold til behandling af krigstraumer.

Det forklarer Jette Albinus, der er oberst og chef for Forsvarets Veterancenter.

- Vi har naturligvis en opmærksomhed og erkendelse af, at der var mange ting, som ikke var på plads for Balkan-veteranerne.

Paraplyorganisationen Veteranalliancen kritiserer myndighederne for at have glemt Balkan-veteranerne, der ikke har haft gavn af de samme behandlingstilbud, som er til rådighed i dag.

Jette Albinus understreger, at alle veteraner - inklusiv dem fra Balkan - har lige muligheder for behandling. Alligevel har Forsvaret en særlig udfordring med dem.

- Problemet er, at mange af de forebyggende tiltag, og de tiltag, vi i dag gør under udsendelser, ikke var der dengang, de var udsendt. Det betyder, at vi selvfølgelig har et efterslæb i forhold til dem.

- Vi har fokus på dem og prøver at række ud efter dem, og når jeg siger vi, så er det ikke kun veterancenteret, det er også mange af de frivillige organisationer, siger Jette Albinus.

/ritzau/