Ballerup-Skovlunde åbner talentcenter med Barcelona

Skrevet af admin

19/11/2015

Dagens topnyheder

Først havde fodboldklubben FC Barcelona planer om at åbne et talentakademi i Ballerup. Nu sker det i stedet i et samarbejde med Ballerup-Skovlunde Fodbold.

Talentcentret åbner 11. januar 2016, beretter den danske klub i en pressemeddelelse.

- Målet er at tilbyde et ensartet træningsmiljø for de unge spillere i Danmark ved hjælp af de grundlæggende elementer og metoder, der praktiseres af spanske topklubber, lyder det i pressemeddelelsen.

Teknisk direktør for talentcentret bliver Carlos Martin, der har haft samme stilling i FC Barcelona football School.

- Jeg vil gerne takke Ballerup-Skovlunde Fodbold og Barcelona Training Academy for deres indsats for at gennemføre dette nye og spændende projekt.

- Alle kender den store fodboldkultur i landet, og for mig er det en ny udfordring og en fornøjelse at skulle arbejde med unge danske spillere. Fra Barcelona Training Academy ønsker vi at bidrage med vores erfaring og vision om fodbold, siger Carlos Martin.

Thomas Bo Rhymer, der er ungdomsformand i Ballerup-Skovlunde glæder sig til at kunne tilbyde medlemmerne et talentcenter i samarbejde med den spanske storklub.

- Samarbejdet gør, at vi får mulighed for at udvikle BSF fremadrettet både i vort talentcenter og for vores breddespillere helt i tråd med vor vision "Fra bredden til eliten". Samtidig er der lagt en uddannelsesplan for alle vores trænere, siger Rhymer.

Tidligere på året havde Barcelona planer om at åbne et talentakademi i Ballerup, men da satte Dansk Boldspil-Union en stopper for planerne.

/ritzau/