Ballotelli sænker Christian Eriksen på Anfield

Mario Balotelli viste omsider sit værd for Liverpool, da den italienske angriber tirsdag blev matchvinder i en 3-2-sejr over Tottenham.

Den kontroversielle angriber scorede det afgørende mål syv minutter før slutfløjt.

24-årige Balotelli skiftede til Liverpool sidste sommer, men han har haft mere end svært ved at finde vej til netmaskerne. Scoringen mod Tottenham var hans første i Premier League.

Italieneren blev sendt på banen med et kvarter igen på et tidspunkt, hvor Liverpool jagtede den afgørende scoring.

Tottenham havde forinden udlignet til 2-2 efter en ægte Christian Eriksen-specialitet, da den 22-årige dansker blev sat til at tage et frispark uden for straffesparksfeltet.

Eriksens velplacerede frispark voldte store problemer for Simon Mignolet i hjemmeholdets mål.

Keeperen fik pareret bolden ud til Tottenham-topscorer Harry Kane, der straks spillede bolden videre ind over, hvor Mousa Dembele kunne udligne for gæsterne.

Liverpool-spillerne beklagede sig efterfølgende over, at Harry Kane stod i en mistænkelig offside-position.

Kane havde allerede før pausen udlignet til 1-1, efter at Lazar Markovic havde bragt hjemmeholdet foran med 1-0. Steven Gerrard gjorde det til 2-1 for Liverpool på et straffespark efter pausen.

Tottenham har 43 point på ligaens sjetteplads, mens Liverpool følger lige efter med 42 point.

Arsenal rykkede forbi Tottenham med en hjemmesejr på 2-1 over bundproppen Leicester. Arsene Wengers London-mandskab har 45 point på fjerdepladsen.

/ritzau/

Dagens Gossip