Ban efter drab af FN-styrker: Sudan må handle nu

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon siger, at Sudans regering bliver nødt til at gøre noget for at standse et stigende antal drab på FN's fredsbevarende styrker i landets uroplagede Darfur-region.

I løbet af de seneste seks måneder har mindst 14 af de fredsbevarende soldater mistet livet i regionen. Senest blev to soldater fra henholdsvis Jordan og Senegal søndag dræbt i et bagholdsangreb.

- Generalsekretæren er dybt rystet over at høre om endnu et væbnet angreb begået af ukendte voldsmænd mod en konvoj fra Den Afrikanske Union og FN's fælles operation i Darfur, siger FN-talsmand Martin Nesirky.

Ud over drabene på de to FN-soldater blev en af de angribende mænd dræbt, mens en anden blev såret, fortæller talsmanden.

Sudans regering har ikke fået fat i de skyldige bag de tidligere angreb mod FN-styrkerne, som skruppelløse stammefolk bliver beskyldt for at stå bag.

- Generalsekretæren fordømmer dette kujonagtige angreb på Unamid-styrkerne og forventer, at Sudans regering i en fart sørger for at stille de skyldige for dette og tidligere angreb til ansvar, siger talsmanden.

I sidste måned blev en FN-soldat fra Rwanda dræbt i et lignende bagholdsangreb i det nordlige Darfur, hvor der har været stridigheder i omkring et årti.

Et oprør mod regeringen i Khartoum begyndte i 2002, og ifølge FN har mindst 300.000 mennesker siden mistet livet.

En konflikt mellem arabiske strammer menes at være skyld i en ny voldsbølge i området i år. Hundredvis af mennesker er blevet dræbt i sammenstød mellem forskellige strammer og militser.

FN og Den Afrikanske Union har tilsammen flere end 25.000 fredsbevarende soldater i landet.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV