Ban Ki-moon bekymret over militærkup i Egypten

»FN følger udviklingen i Egypten tæt og med dyb bekymring. Situationen er stadig usikker, og det, der er vigtigt, er, at det civile styre genskabes så hurtigt som muligt. Egypten skal lede denne proces, det er deres fremtid,« sagde Ban Ki-moon under et pressemøde i forbindelse med indvielse af den nye FN-by i København.

Men generalsekretæren ville ikke svare på, om FN direkte fordømmer det militære kup.

»Situationen stemmer ikke overens med demokratiske principper. Det er yderst vigtigt, at Egypten kommer tilbage på det demokratiske spor, og at de civile får magten, og at fundamentale rettigheder som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed bliver beskyttet,« sagde Ban Ki-moon.

Ved sin side havde generalsekretæren Helle Thorning-Schmidt, der udnyttede situationen til at beklage, at det ikke har været muligt at finde en demokratisk løsning i Egypten, og at der nu skal arbejdes for at finde en løsning, hvor alle parter er med i processen.

Ban Ki-moon blev flere gange spurgt til situationen i Egypten, og gentog flere gange, at den ikke stemmer overens med grundlæggende demokratiske principper, og at han skal mødes med den midlertidige regering for at tale om mulige løsninger på den højspændte politiske situation.

Inden pressemødet havde Ban Ki-moon siddet i møde med udviklingsminister Christian Friis Bach (R), udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og statsministeren. De fire havde især snakket om Egypten, men vendte blandt andet også situationen i Syrien.

Ban Ki-moon er i Danmark i forbindelse med åbningen af den nye FN-by i København og takkede under pressemødet Danmark.

»Den nye FN-by er et stærkt symbol på det tætte og uvurderlige partnerskab mellem Danmark og FN.«

Generalsekretæren skal sammen med dronning Margrethe klippe snoren ved den officielle indvielse.

Dagens Gossip

Dagens TV