Ban Ki-moon forfærdet over saudiske henrettelser

Skrevet af admin

03/01/2016

Dagens topnyheder

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, forsøger søndag at gyde olie på vandene i Mellemøsten. Det sker, efter at Saudi-Arabien har henrettet den shiitiske leder Nimr al-Nimr.

Henrettelsen har ført til stor vrede i shiamuslimske Iran, hvor den religiøse leder ayatollah Khamenei søndag morgen har lovet en "guddommelig hævn" over de saudiarabiske politikere. Natten til søndag blev den saudiarabiske ambassade i Irans hovedstad, Teheran, sat i brand.

Nimr al-Nimr blev sammen med 46 andre henrettet efter terrordomme for terror i Saudi-Arabien.

- Generalsekretæren er forfærdet over henrettelserne. Sheik al-Nimr og flere af de andre henrettede er blevet dømt efter retssager, der giver alvorlige bekymringer over anklagernes substans og processens retfærdighed, skriver Ban Ki-moon i en kommentar på FN's hjemmeside.

Han fortæller, at han har talt imod henrettelsen af Nimr al-Nimr over for Saudi-Arabien. Samtidig understreger han, at han er meget imod dødsstraf og arbejder for en global afskaffelse af den.

- Generalsekretæren opfordrer til ro og tilbageholdenhed i reaktionerne på al-Nimrs henrettelse og opfordrer alle regionale ledere til at undgå at forværre de religiøse spændinger i regionen, skriver Ban Ki-moon yderligere.

Han tager samtidig afstand mod angrebet på den saudiske ambassade.

Saudi-Arabien er et sunnimuslimsk land, der længe har været i konflikt med shiamuslimske Iran.

Nimr har siden 2011 været en af de ledende kræfter i den shiamuslimsk ledede regeringsmodstand i Saudi-Arabien. Han blev anholdt i 2012, men nægtede alle anklager om støtte til terrorisme.

Danmarks udenrigsminister, Kristian Jensen (V), skrev natten til søndag på engelsk på Twitter:

- Bekymret over rapporter om de seneste henrettelser i Saudi-Arabien. Vi er modstandere af enhver brug af dødsstraf og fysisk afstraffelse globalt.

/ritzau/