Ban Ki-moon oprørt over Islamisk Stats gidselhenrettelse

Den militante oprørsgruppe Islamisk Stats (IS) metoder vækker forargelse hos FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

I en video tirsdag bliver det amerikanske gidsel Steven Sotloff angiveligt dræbt på samme måde som den amerikanske journalist James Foley.

- Vi er alle oprørte over rapporter fra Irak om brutale drab på civile begået af Islamisk Stat inklusiv tirsdagens melding om en brutal halshugning af endnu en journalist, siger generalsekretæren ved en pressekonference i New Zealand.

- Jeg fordømmer på det kraftigste alle sådanne afskyelige forbrydelser, og jeg nægter at acceptere, at hele samfund kan trues af grusomme forbrydelser på grund af, hvem de er, eller hvad de tror på, tilføjer han.

Islamisk Stat har tirsdag offentliggjort en video, der angiveligt viser Steven Sotloff blive halshugget.

Det rapporterede Site (Search for International Terrorist Entities), som sporer terrororganisationers aktiviteter på internettet.

En maskeret person truer på videoen også et britisk gidsel, David Haines, med halshugning. Den maskerede mand advarer alle regeringer mod at støtte "Amerikas onde alliance mod Islamisk Stat."

- Jeg er tilbage, Obama, og jeg er tilbage på grund af din arrogante udenrigspolitik mod Islamisk Stat, siger den militante efter halshugningen af Sotloff, der var klædt i orange og lå på knæ i et ørkenlandskab.

Manden, der står for henrettelsen, synes at være den samme mand med britisk accent, som optræder i videoen fra den 19. august, hvor den amerikanske journalist James Foley bliver halshugget.

Videoen med Sotloff virker ifølge flere regeringskilder i Washington autentisk, men dens autenticitet er endnu ikke formelt fastslået.

Med udmeldingen slutter Ban Ki-moon sig til en international fordømmelse af IS' handlinger.

- Hvis denne video er ægte, gør den os syge af afsky, sagde talskvinden for det amerikanske udenrigsministerium, Jen Psaki, tirsdag.

Den britiske premierminister, David Cameron, tager ligeledes afstand fra videoen.

- Det er en absolut forfærdelig og foragtelig handling, sagde Cameron.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip