Bande-påstand afvises i sag om knivoverfald ved skole

I sagen om et råt overfald på en elev ved Københavns Tekniske Skole har retten torsdag afvist anklagen om drabsforsøg.

Desuden har Retten på Frederiksberg sagt nej til påstanden om, at overfaldet var led i en bandekonflikt, og at de to tiltalte derfor skulle have en skærpet straf.

De to mænd, der er 23 og 20 år, er dog fundet skyldige i vold af særlig farlig karakter.

Offeret blev tildelt cirka 10 knivstik. Men kniven var lille, og overfaldsmændene ville ikke dræbe offeret, fastslår nævningetinget.

Desuden fremhæver retten, at offeret "kun" var i potentiel livsfare og ikke i såkaldt manifest livsfare.

Ganske vist er det bevist, at de to unge var medlemmer af banden Loyal to Familia, da de en morgen i februar sidste år omringede og gik løs på eleven, der studerede til tandtekniker.

Men de to dømte undgår at blive ramt af den særlige bandeparagraf i straffeloven. Årsagen er en kolbøtte i anklagemyndighedens vurdering.

I første omgang mente anklagemyndigheden ikke, at paragraffen var relevant. Først efter flere måneder blev anklageskriftet ændret og skærpet.

Retten afviser torsdag i afgørelsen at tage stilling til anklagemyndighedens påstand. Den er kommet alt for sent, fremgår det.

Samtidig fastslår retten, at de to mænd også ville have været frifundet for bande-bestemmelsen, såfremt anklagemyndigheden havde rejst påstanden i rette tid.

Overfaldet var nøje planlagt. Gruppen på tre mænd optrådte maskeret, da den dukkede op ved Københavns Tekniske Skole 11. februar sidste år.

Den ene af de dømte, der er ved at uddanne sig til bager, har åbent vedstået sin tilknytning til banden.

- Det er mine brødre, det er et broderskab, har han sagt om Loyal to Familia.

Straffen fastsættes senere torsdag.

/ritzau/

-

Dagens Gossip